• Henrik Sass' bog, som skal »rense« hans navn, udkommer i juni

    ソース: BDK Borsnyt / 19 5 2025 22:59:46   America/Los_Angeles

    10. juni udgiver tidligere minister Henrik Sass Larsen den bog, som ifølge ham selv skal »rense« hans navn. Det udtaler Henrik Sass Larsen, der er tiltalt for besiddelse af billed- og videomateriale med krænkelser af børn, til B.T., hvor han også fortæller, at han selv agter at udgive bogen. Bogen får titlen »Tilbageslag« og skal ifølge ekspolitikeren fortælle hans version af sagen. I en artikel mandag lød det fra Sass, da han blev adspurgt om det overgrebsmateriale, han er tiltalt for at være i besiddelse af, at han var i gang med en »teknisk afklaring af materialet,« samt at han ville »fremkomme med en hel dækkende forklaring snarest«. Og den forklaring vil man altså kunne læse i bogen. »Jeg har brugt tiden til at prøve at forstå, hvad jeg var anklaget for, dels at omskrive dele af min bog så den adresserer de nye vilkår som anklageskriftet indebærer,« udtaler Henrik Sass Larsen til B.T. Forlag droppede bog Tilbage i marts forklarede Henrik Sass Larsen ellers at han havde sendt sin selvbiografi, hvor han ville »give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen«, til Politikens Forlag. Forlaget forklarede dog straks efter anklagen kom frem, at de ikke havde tænkt sig at udgive bogen. »Politikens Forlag har i dag besluttet ikke at udgive Henrik Sass Larsens selvbiografi. Beslutningen er truffet, efter at anklageskriftet blev offentliggjort, og er begrundet i sagens alvorlige karakter og respekten for den verserende retssag,« udtalte forlagschef Mette Mayli Albæk til Berlingske og flere andre medier. Forlaget oplyste senere til Berlingske, at man på forlaget hverken havde været bekendt med sagen mod Sass Larsen eller hans besiddelse af materialet, der udover de ulovlige billeder også omfatter en ulovlig børnesexdukke. »Da vi i Berlingske opdager, at Henrik Sass Larsen er blevet tiltalt, er vi stadig i fuld gang med en omfattende og faktuel gennemgang af manuskriptudkastet, og der var ikke taget endelig stilling til, om bogen skulle udgives på forlaget,« udtalte forlagschefen i en mail til Berlingske. Sass: Har »aldrig« gjort et barn fortræd Det var i marts, at Berlingske kunne fortælle, at den tidligere erhvervs- og vækstminister for Socialdemokratiet Henrik Sass Larsen var blevet tiltalt for besiddelse af billed- og videomateriale, der viser seksuelle krænkelser af børn. Derudover er Sass Larsen anklaget for besiddelse af en ulovlig børnesexdukke. I en pressemeddelelse udsendt af Sass Larsens advokat afviste den tidligere S-minister anklagerne i marts. »Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte,« lød det der fra den tidligere politiker, hvor han også bebudede den bog, som nu altså ifølge Sass udkommer 10. juni. »Jeg havde selv planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog, jeg er ved at færdiggøre, for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen. Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn«. 6.242 billeder og 2.231 videoer I anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen fremgår det, at han er tiltalt for at have været i besiddelse af nogle af de groveste typer af billeder og videoer med overgreb på børn. Sass Larsen er således tiltalt efter straffelovens paragraf 235, der tidligere blev omtalt som børnepornoparagraffen. Ifølge anklageskriftet skulle politiet under to ransagninger på Sass Larsens private bopæl – én ransagning i juli 2023 og én igen i februar 2024 – have fundet og beslaglagt en lang række enheder med »seksuelt materiale af personer under 18 år i form af i alt 6242 billeder og 2231 filmsekvenser«. Flere hundrede af de billeder og filmsekvenser skulle ifølge anklageskriftet være i den såkaldte kategori 3, der dækker over indhold af særlig grov karakter. I forbindelse med anklagen om børnesexdukken tog politiet et billede af den under den første ransagning af Sass Larsens hus. De beslaglagde den dog ikke, og efterfølgende har eksministeren smidt den ud, siger han. I begyndelsen af april blev det besluttet i Københavns Byret, at straffesagen mod Henrik Sass Larsen skal køre i august. https://www.berlingske.dk/politik/henrik-sass-bog-som-skal-rense-hans-navn-udkommer-i-juni
シェアする